Tequila torsdag

Så er det blevet tid til endnu et kapitel i bogen om mit særdeles pinlige liv. Og jeg må advare, jeg tror måske jeg har nået et nyt lavpunkt. Dagens episode handler, som titlen antyder, endnu engang om fuldheder, men også om håbløse situationer i Århus ved højlys dag.

Jeg blev for nogle dage siden inviteret til det en flok litteraturhistoriestuderende kalder for "Tequila torsdag". Set i bakspejlet, med et par øjne, der er et par dages erfaring rigere, var det nok et arrangement man skulle holde sig fra. I hvert fald, hvis man er verdens uheldigste person - mig. Men hvis der er noget jeg sjældent takker nej til, så er det lejligheden til at drikke sig fuld. Tequila torsdag var den perfekte lejlighed til at få sin kæmpe brandert på.
Så jeg tog en folkeskolekammerat i hånden og vi kørte mod Århus i min bil. Det er jo altid billigst at splitte sådan en tur med nogen. Vi ender op på et kollegieværelse med en flok litteraturhistoriestuderende, vi har medbragt en tequila, de har glemt citronen. Vi bruger autocitron, fundet bagerst i fælleskøkkenets køleskab og smagen er grim. Blandingen af salt, lunken tequila og skarp autocitron er kvalmende. Der kommer øl på bordet. Vi drikker flere tequila-autocitron shots. Der kommer vin og andre shots på bordet. Pludselig skal vi i byen. Jeg er nået til et behageligt stadie. Jeg er ikke æskestiv, jeg er ikke ædru. Lidt mere end tipsy. Jeg er i et vældigt humør. Føler jeg kan vælte verden, hvis jeg lige fik lyst, men lige nu har jeg mest af alt lyst til at finde et sted at danse. Jeg får flere shots i byen og de stiger mig til hovedet. Vi går videre til en anden bar og pludselig møder jeg to hjemmefra - en kollega og hans bedsteven, der tilfældigvis også er min ven. Det hele virker lidt surrealistisk. Jeg ender med at sidde med dem og deres venner resten af aftenen, mens de litteraturhistoriestuderende fra tid til anden kommer og forsyner mig med nye tequila shots, hvilket i og for sig er ganske venlig gestus, men pludselig står en stor dørvagt og rykker i mig "DU SKAL IKKE SOVE HER, DU SKAL GÅ HJEM OG SOVE!" Nej tak, jeg skal virkelig ingen steder. Han giver mig en chance. Og det ender jo også med - som mange gange før - at jeg er en af de sidste til at forlade stedet. Jeg husker ikke meget herefter. Men min kollegas bedsteven tror at jeg skal med toget hjem og han følger mig derop. Og jeg kan huske at jeg kysser ham. Jeg kan også huske at jeg godt ved på det tidspunkt at det er forkert. For han kan lide mig. Og jeg kan kun lide ham i aften. Alkoholen får mig til at kunne lide ham og det hele er rigtig dumt og jeg er meget forvirret og jeg vågner pludselig i en seng, der ikke er min egen, med verdens værste hovedpine. For helvede, tag dig SAMMEN. PRØV nu bare at komme i tanke om, hvad der skete i går. Det hele kommer tilbage meget meeeget langsomt. Jeg kigger mig omkring. Jeg er alene. Jeg befinder mig i en lejlighed i Århus. Jeg går ind i den tilhørende stue og min kollegas bedsteven ligger på sofaen.

Det hele kommer tilbage til mig og jeg har lyst til at kaste min egen knytnæve i mit ansigt. Jeg. er. så. dum. Før jeg forlader lejligheden, når jeg da også lige at drikke alt deres Coca cola zero, hans og min kollegas, that is, og kaste op i toilettet. Føj for den, nu vil jeg gerne hjem. Jeg skal i øvrigt møde på arbejde kl 21. Der er god tid, tømmermændene skal nok lægge sig. Hvor var det nu min bil befandt sig? Og hvad med min folkeskolekammerat? Han svarer ikke på hverken mine sms'er eller opkald. Jeg skal fra Århus midtby op til kollegieværelset, der ligger ved universitetsparken. Det er jo ingen sag! Men med dundrende tømmermænd viste det sig at være en af de største udfordringer længe. Men intetanende om mit eventyrs skæbne, begiver jeg mig afsted. Jeg føler at jeg begynder at få det bedre. Gåturen giver mig ny energi og jeg føler mig slet ikke så syg. Men pludselig kommer smagen af stuevarm tequila og falsk citron tilbage i min mund og det hele er lidt for overvældende. Før jeg får set mig om, står jeg midt på Langelandsgade og kaster op ved højlys dag. Aldrig har jeg udsat mig selv for noget så ydmygende. Fredag ved en 12-tiden, folk passer deres hverdag og så står jeg dér, til skue for alle, og kaster op på fortovet. Det var så den dag, mit liv nåede et nyt lavpunkt.

Og så troede jeg at historien var slut. Nu skulle jeg bare hjem og i bad og på arbejde og... Nej, historien er ikke slut endnu. Jeg finder min folkeskolekammerat på kollegieværelset. Han har kastet op ud over sit eget tøj, i to forskellige skåle og ikke mindst i sengen, hvor han ligger. Der stinker af bræk og mandehørm inde på værelset og jeg vil bare gerne hjem. Det tager mig cirka en time at overbevise ham om at han skal stå op. Jeg lokker med McDonald's på vejen hjem og til sidst giver han efter. Vi sætter kursen mod Maccen på Randersvej. Jeg blinker af og drejer til højre, så vi kan komme i McDrive. Men mit møre, gamle dæk bryder sig ikke om mødet med den ualmindeligt høje kantsten og mit dæk sprænger. Hvad. er. chancen. Jeg spørger bare!
Jeg ringer til min far, ringer til venner i Århus, ringer til familie i Århus. Folk har travlt, folk svarer ikke. Dækservice vil have 2500 kroner for at udføre jobbet. Penge jeg ikke har. Som datter af en mekaniker, kan jeg i teorien godt finde ud af at skifte et dæk, men i praksis er dækket skruet for hårdt på og hverken jeg eller min folkeskolekammerat har råstyrken til at skrue det af. Men med hjælp fra lånt værktøj fra en Shell-tank og hjælp fra en fremmed fyr, får vi endelig skiftet dækket. Jeg formår faktisk at komme hjem og på arbejde til tiden. Hvilken lykkelig slutning.

Nej, ikke just, vel?