Ud fra tidligere indlæg har vi vist slået fast, at jeg er rimelig uheldig, når det kommer til at drikke alkohol. Men der findes jo mange, der ikke kan styre deres branderter. Nothing new. Så her får I altså en anekdote fra mit pinlige liv, hvor jeg kaster mig ud i pinlige eventyr - ganske ædru.
Det var en dag i min tidlige gymnasietid. Det er fra dengang jeg netop havde fået nyt job, efter at være blevet 18 år, stadig kørte med bussen og stadig tog gymnasiet seriøst. Det var tider. Ung og naiv. Én eneste ting har dog ikke ændret sig siden. Jeg er stadig fucking pinlig.
På en solrig efterårsdag, på min vandring fra skolen ned til midtbyen, fik jeg lyst til at smutte i butikker inden min bus gik. På en halv time, kan man vel godt nå at shoppe lidt. Jeg smutter i Hennes og Mauritz. Jeg vælger en masse tøj ud, jeg gerne vil nå at prøve, men tiden er begyndt at knibe, hvis jeg også skal nå bussen, der nu går om 20 min. Jeg springer ind i prøverummet, hvor der heldigvis ingen kø var til. Jeg smider mit tøj og prøver løs. Mange flotte ting, mange flotte ting i lidt for små størrelser. Mange ting, der ikke var så flotte alligevel. Jeg kommer selvfølgelig til at bruge for lang tid og indser at jeg skal til at skynde mig. For at spare tid, får jeg den fantastiske idé at jeg ikke behøver at tage min nederdel på! Hvis jeg bare tager mine tights på, dækker min lange jakke jo alligevel røven. Så jeg kaster nederdelen i tasken, tasken på skulderen og benene på nakken.
Jeg nåede jo ikke den forpulede bus.... og det forpulede busstoppested ligger jo lige ved siden af forpulede McDonald's. Ja, jeg gik sgu derind. Tanken var "jeg har fået tidligt fri, ingen jeg kender er jo alligevel derinde. Jeg kan vel købe mig til at spise og vente på den næste bus." Det tænkte jeg. Og det gjorde jeg så.
Jeg går derind med en bad-ass-fuck-hele-verden-jeg-køber-sgu-en-menu-attitude. Køber en McNuggets menu, sætter mig over i hjørnet og alt er fryd og gammen. Lige ind til jeg spotter nakken af en person, der mest af alt ligner en karakter fra tv-serien Beverly Hills 90210 med stramme denimbukser og en frisure, der giver dig lyst til at ruske ham og sige "VI LEVER I 00'ERNE, TAG DIG SAMMEN". Her var ankommet en person fra mit nye arbejde. Og der sidder jeg i hjørnet af McDonald's, helt alene, med en kæmpe menu og ingen bukser på. Selvfølgelig skulle det gå galt.
Det er en gammel historie og jeg har, til stor fornøjelse for tilhørerne, fortalt den mange gange. En dag var jeg også så heldig, at jeg ikke var den, der følte mig mest ydmyget efter at havde fortalt den. En veninde havde nemlig en kommentar dertil: "Man går da kun alene på McDonald's for at skide!?" hvorefter hun til egen store ærgrelse måtte opdage at hendes udsete offer i baren stod og lyttede med. Nej, hun fik ikke scoret den aften. Men vi andre fik et godt grin.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar